Debatindlæg afMads Flarup Christensen

Generalsekretær, Greenpeace Norden

Kvotekonger, gyllegate, MRSA-sag og landbrugspakken: Kampen for et grønnere Danmark er kun begyndt

Lyt til artiklen

Oppositionen og Dansk Folkeparti har nu fået miljø- og fødevareministerens forsikring om, at regeringen vil medvirke til at stoppe kvotekonger, bringe liv tilbage på danske havne og fremme det naturskånsomme kystfiskeri.

Det alternative flertal bør i samme ombæring erkende, at Esben Lunde Larsens ideologiske hang til at prioritere kortsigtede erhvervsinteresser over miljøets tarv ikke kun gælder kvoter, men også truer et grønt Danmark, når det gælder blandt andet havbrug, landbruget og bundtrawl i Kattegat.

Den positive lære efter den seneste tids politiske stormvejr og ikke mindst flertallets insisteren på en mere fair og bæredygtig vej må være, at en farlig udvikling også her kan stoppes. I den aktuelle kvotekongesag måtte vi igennem en række skiftende søforklaringer, før miljø- og fødevareministeren endte på en undskyldning, der virkede mere fremtvunget end oprigtig.

Esben Lunde Larsen slipper med en alvorlig påtale, men måtte til gengæld afgive et centralt løfte omkring det, som hele kvotekongesagen handler om, nemlig at han nu vil bakke op om frem for modsætte sig flertallets ønske om at sætte en stopper for et massivt problem i dansk fiskeri.

På miljøets vegne er håbet nu, at Dansk Folkeparti og det alternative flertal vil holde ministeren fast på hans løfter og sikre, at regeringen rent faktisk arbejder helhjertet for et mere levende fiskeri, spredt på mindre fartøjer, der også fisker på en mere skånsom måde for natur og dyreliv i havet.

Flertallet fortjener stor opbakning til indsatsen, men afsløringer af tætte bånd mellem storfiskere og Venstre underbygger det billede, som det mudrede sagsforløb har givet, nemlig at man vil gå langt for at holde hånden over kvotekonger. Og tvivlen på ministerens egentlige villighed består.

Det er slet og ret hamrende utroværdigt, at regeringen nu lægger sig fladt ned og pludselig gerne vil bidrage til at værne om de små fiskere og miljøet. Ikke mindst fordi nøjagtig samme ideologiske mønster tegner sig på en række andre områder.

Dokument viser, at Esben Lunde Larsens ministerium blev orienteret om kvoteindgreb i maj

Her ligger altså, hvad der bør være den vigtigste erkendelse for det seneste alternative flertal i dansk politik, nemlig, at problemet er langt større end blot kvoter. Regeringens tankegang i kvotekongesagen er nøjagtigt den samme inden for landbruget, hvor ’gyllegate’, MRSA-sagen og landbrugspakken i det hele taget afslører et grundlæggende ønske om at værne om det intensive og ikke-bæredygtige. Da pakken blev vedtaget, hyldede Esben Lunde Larsen på Facebook et opgør med »miljøtyranniet«.

Eller tag regeringens aktuelle forsøg på at ændre miljøloven, så stærkt forurenende havbrug rask væk kan skyde op og forvandle danske farvande og badestrande til livløse algesupper. Eller se på Kattegat, hvor Lunde Larsen ønsker at genåbne sårbare områder for bundtrawlere, stik mod svenske biologers advarsler.

Oppositionen og Dansk Folkeparti bør nu tage kampen op og vise, at de sammen vil være i stand til at vinde flere sejre for et grønnere Danmark end ’blot’ sejren over kvotekongernes dominans. Vi lover at stå klar til at hylde ethvert fremskridt for både miljøet og alle os, der elsker naturen.

Mads Flarup Christensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her