Debatindlæg afMaria Ventegodt Liisberg

Ligebehandlingschef, Institut for Menneskerettigheder

Institut for Menneskerettigheder: Når fruentimmere, fattiglemmer og forbrydere må stemme, hvorfor må 'fjolser' så ikke?

Lyt til artiklen

Igennem de sidste 102 år har fem ud af de såkaldte 'seks F'er' fået stemmeret: fruentimmere, folkehold, fattiglemmer, forbrydere, fallenter. I dag er den eneste udelukkede gruppe de såkaldte 'fjolser', altså mennesker som på grund af kognitivt handikap har fået en værge til at hjælpe dem med økonomien.

I gamle dage var stemmeretten et privilegium for de få. I dag er stemmeretten som udgangspunkt universel. I dag gør vi som samfund en indsats for at svage og udsatte grupper stemmer, fordi vi mener, at det gør demokratiet stærkere.

I dag afsagde Østre Landsret dom i sagen om stemmeret og værgemål. De besluttede, at det er lovligt, at mennesker under værgemål ikke må stemme ved folketingsvalg. Vi er i Institut for Menneskerettigheder uenige i Landsrettens fortolkning af menneskeretten, og vi håber, at sagen går videre til Højesteret.

2.000 danskere er frataget stemmeret

Afgørelsen er trist, fordi den betyder, at de omkring 2.000 mennesker, som i dag får frataget stemmeretten ved folketingsvalg, formentlig stadig vil få den frataget ved næste valg. Det er langt fra alle mennesker under værgemål, som ønsker at stemme. Men for de personer, som ønsker at stemme, er det både indgribende og krænkende at få frataget stemmeretten.

»Det er jeg faktisk sur over«. Sådan siger Martin Rosenlind, når han forklarer, hvad det betyder for ham, at han ikke må stemme til folketingsvalg, fordi han har en værge til at hjælpe ham med økonomien. Og det kan man godt forstå.

Beslutningen om at fratage mennesker under værgemål stemmeret, hviler på en gammeldags demokratiopfattelse, som Grundloven fra 1953 er udtryk for. Ifølge Grundloven har umyndiggjorte ikke stemmeret til folketingsvalg. Med henvisning til denne formulering insisterer Justistsministeriet på, at mennesker under værgemål skal fratages stemmeretten i dag og fremover.

Problemet med at fastholde, at mennesker under værgemål ikke har stemmeret, er, at det bygger på en forkert antagelse om, at det kan lade sig gøre at stille et krav om, at man skal have en vis evne for at stemme. At man skal kunne forstå politiske spørgsmål, kunne sætte sig ind i folketingskandidaternes programmer og synspunkter for meningsfuldt at kunne stemme. Derfor er der stadig nogle, som mener, at det er rimeligt at lægge til grund, at mennesker, som får en værge, fordi de har svært ved at styre deres økonomi, heller ikke skal kunne stemme.

Men vi må spørge os selv, om denne antagelse ikke hviler på en illusion om den velorienterede vælger. Rigtig mange mennesker, som stemmer ved valg, ved formentlig meget lidt om både samfundsspørgsmål og de politiske kandidater, og sådan er det bare. Vi stemmer, så vi kan overlade de svære beslutninger til nogle egnede beslutningstagere.

Handikappede under værgemål får nej til at stemme ved folketingsvalg

Problemet er også, at den automatiske fratagelse af stemmeret for mennesker under værgemål fører til vilkårlighed i adgangen til at stemme. I dag kan man have to beboere på et bosted for mennesker med handikap, som begge er lige velorienterede om samfundsforhold, men hvor den ene har en formue og derfor har en værge, og den anden ikke har en værge. Er det virkelig rimeligt, at den første får frataget stemmeretten, mens den anden må stemme?

Endelig er det også et problem i sig selv, at den nuværende ordning kun rammer mennesker med handikap, fordi det kun er mennesker med handikap, som får udpeget en værge. Typisk er der tale om mennesker, som er udviklingshæmmede eller demente. Det betyder, at mennesker med handikap bliver udsat for diskrimination i adgangen til at deltage i demokratiet.

Summa summarum er det skamplet på vores demokrati, at vi stadig i 2017 fratager mennesker under værgemål retten til at stemme. Det hører en anden tid til, og regeringen og Folketinget har et ansvar for at rette op på det. Det er ikke i orden at vente på, at der kommer en dom fra Højesteret eller den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Giv Martin og andre under værgemål deres stemmeret nu!

Maria Ventegodt Liisberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her