Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Debatindlæg afSøren Ryge Petersen

Tv-vært og haveekspert

Søren Ryge Petersen: Vi er gode til at sprede angst og bekymring i vort lille rige, forkælede og ufattelig rene land

Lyt til artiklen

Det var et chok forrige lørdag. Jeg skrev fredeligt og afvæbnende om alle de skadedyr, sygdomme og bakterier, der kan angribe planterne i haven, og min konklusion var: Lad dem være. De gør sjældent skade for alvor, og man kan alligevel ikke gøre noget ved det.

Men I samme Lørdagsliv var der tre hele sider plus en forside om ’rullende bakteriesamlere’. Det var en seriøs, redaktionel undersøgelse af indkøbskurve på hjul, og den viste, at de er fyldt med bakterier.

Bakterier på hjul: Vi triller rundt med møgbeskidte rullekurve

Det var et chok, for det har jeg aldrig tænkt på. Jeg triller rundt med en af slagsen flere gange om ugen i Meny, og jeg vasker ikke hænder, når jeg kommer hjem. Jeg gik en runde i huset efter læsningen, og jeg blev mere og mere bange. Det er jo altid mig, der bærer skraldeposerne ud, og de må da også indeholde bakterier i massevis. Og afløbet til køkkenvasken, som jeg jævnligt roder med, fordi det stopper – det lugter endda grimt og må da være det rene helvede.

Hvorpå tankerne løb løbsk, og jeg tænkte på toilettet, hvor vi sidder hver dag, endda med bar røv, og selv om vi har træk og slip og gør det rent, så er det da tæt på. Og sengetøjet, som vi burde vaske tiere. Og hunden, den grisebasse, som vi nusser og klapper hele tiden.

Samt ikke mindst – og nu bliver det alvor – HAVEN! Den har jeg skrevet om hele mit liv. Jeg har sagt igen og igen, at havearbejde er noget af det bedste, der findes, men jeg har aldrig før tænkt på, at det er noget af det mest beskidte, der findes, for jorden (og dermed planterne) er jo et orgie af bakterier, og hvem ved, om nogle af dem er patogene, salmonella, kampylobacter eller E.coli, som »i værste fald kan føre til livstruende nyresygdom og blodgiftning«, som en professor fra Metabolismecentret ved Københavns Universitet sagde for at være på den sikre side.

For den slags fandt man på et par af indkøbskurvene, og derfor mente professoren, at man bør vaske dem lidt oftere. Men hvad nu, hvis man finder på at teste min have, mine haveredskaber, mine gummistøvler og mine nyopgravede kartofler for patogene bakterier? Og fandt nogen! Det ville lægge et helt livs glæde i ruiner.

Og nej, det er ikke noget at grine ad. Det er bare et godt eksempel på, hvordan man spreder angst og bekymring.

Det er vi gode til i vort lille rige, forkælede og ufattelig rene land, hvor de virkelige problemer er så få og små, at vi er bruger energi på at teste rullende indkøbsvogne for bakterier.

Jeg blev sgu bange. Men mest vred.

Søren Ryge Petersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her