Debatindlæg afAnna Mee Allerslev

Beskæftigelses- og integrationsborgmester, Radikale, København

Københavnerborgmester om DF-forslag: I glemmer, at man i Danmark er uskyldig til det modsatte er bevist

Lyt til artiklen

Dansk Folkeparti vil bryde med fundamentet i vores retssamfund – borgernes frihedsrettigheder. I Danmark er man uskyldig, indtil andet et bevist. Og ingen – heller ikke politikerne – kan tage den frihed fra os. Men nu vil Dansk Folkeparti indføre fodlænke uden dom. Kære Dansk Folkeparti. I Danmark har vi ikke tankepoliti.

Der skal tænkes helt ud af cellen i de danske fængsler

Tiltag, hvor politikere og politi har beføjelser til at dømme og frihedsberøve folk alene på baggrund af deres egne holdninger og formodninger, hører til totalitære regimer, vi normalt ikke sammenligner os med. Og hvis vi går deres vej, vinder terroristerne. Vi har i dag en dygtig efterretningstjeneste, som har sørget for vores sikkerhed i en meget udfordrende tid, hvor vi helt siden Muhammedkrisen i 00’erne har haft et højt trusselsniveau. PET har med de værktøjer, som de har til rådighed inden for retssamfundets rammer, formået at optrævle, infiltrere og bekæmpe de mennesker, der har villet skade vores samfund og demokrati. Og PET har ikke bedt om fodlænker. Det er kun Dansk Folkeparti, der påstår, at de virker. Forslaget bygger ikke på konkrete erfaringer eller forslag fra praktikere eller eksperter. Det er blot noget, Dansk Folkeparti føler er rigtigt.

Jeg er enig i, at debatten om Danmarks sikkerhed er vigtig. Vi skal diskutere alle redskaber. Men fodlænke uden dom er et farligt skridt i den forkerte retning.

Vi må ikke lave politik på følelser, når det handler om vores sikkerhed. Politikerne skal skabe reel sikkerhed. Ikke falsk tryghed, som fodlænker formentlig er. PET holder jo netop øje med folk, uden at de ved det. Det er en del af deres opskrift. Desuden har PET fået en række ekstra beføjelser de seneste år, blandt andet videre rammer for at tjekke folks personlige oplysninger og muligheden for at inddrage syrienskrigeres pas. Og med politiaftalen blev der sikret 600 millioner kroner årligt til at beskytte Danmark mod terror, hvilket har styrket bevogtnings- og beredskabskapaciteten. Danmark er på flere måder foran, når det handler om antiradikalisering. Andre lande skæver til os for gode eksempler på, hvordan effektivt antiradikaliseringsarbejde foregår. Vi skal fortsat udvikle det, vi er gode til, og som vi ved virker. Forebyggelse og tværgående samarbejde mellem kommuner, Politi og PET.

Enhedslisten undrer sig over Støjbergs fodlænke-forklaring

For det helt særlige ved Danmark og København er, at vi forsøger at inkludere i stedet for at ekskludere. Vi forsøger at nå de unge, som kan være tiltrukket af ekstreme ideologiske eller religiøse fællesskaber. Vi hjælper dem med at komme tilbage til det demokratiske samfund i stedet for at blive ledt ad hadets vej. Det gør vi ved at møde dem i skolerne, institutionerne og bruge de kompetencer, som vores dygtige frontpersonale har, i samarbejde med kommunen og politiet.

Så lad os samle kræfterne om det vigtige arbejde i stedet for blindt at kaste os ud i udemokratiske forslag, som bryder med retssamfundet og skaber falsk tryghed. I København samarbejder Radikale og Dansk Folkeparti herom. Jeg håber, Folketinget vil skele til kommunerne og vælge effekt frem for symbolpolitik.

Anna Mee Allerslev

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her