Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Debatindlæg afOle Benny Nielsen

Ejendomsadministrator

Jeg har været bøsse i fem årtier og er aldrig blevet diskrimineret

Lyt til artiklen

Ligebehandling og ligestilling er jævnligt emne for samfundsdebatter, der ofte tager udgangspunkt i forskelsbehandling. Men den kan også tage udgangspunkt i positive erfaringer, som jeg her vil beskrive.

Som homoseksuel mand født i 1960 levede jeg, indtil jeg var midt i tyverne, i et samfund, hvor homoseksuelle og andre med en anden seksuel orientering end den heteroseksuelle kun var lidt synlige. Sproget bar naturligvis præg af den manglende synlighed, og der var ikke særlig mange almindeligt anvendte ord, der beskrev forholdet mellem to eller flere mennesker, der var andet end heteroseksuelle.

Homoseksuel kærlighed er ikke for børn - slet ikke hvis man vil score kassen

Midt i 80’erne blev bøsserne synlige i samfundsdebatten, fordi mange fik aids og døde, mens lesbiske forblev mindre synlige. 1. oktober 1989 indførte Danmark som det første land i verden registreret partnerskab og viste på den måde, at samfundet anerkendte samliv mellem to af samme køn. Sproget fik tilført det officielle begreb ’registreret partnerskab’, som gennem de følgende år blev indarbejdet mange steder og gav behov for flere ord, der beskriver andet end den heteroseksuelle virkelighed.

Jeg har aldrig oplevet at blive diskrimineret, fordi jeg er homoseksuel. Når jeg søgte job og havde en kæreste, stod det øverst i mit cv. Det har det gjort lige siden, og jeg har skiftet job ti gange. Når jeg er i faglige, organisatoriske eller sociale sammenhænge, har det siden dengang været helt åbent, at min kæreste og i dag min mand er af samme køn som jeg. Selvfølgelig kan der være nogle, som har valgt mig fra af den grund, men det har jeg endnu ikke opdaget.

Når jeg har rejst i store dele af Europa i de seneste 30 år, har jeg altid kunnet få en dobbeltseng på et hotel, også for 25 år siden i det østlige Europa. Jeg er aldrig blevet afvist, men var selvfølgelig også som turist den, der ønskede at købe en vare, som var sat til salg.

Hvornår er nogen sprunget ud som hetero?

Der er masser af mennesker, som ikke har oplevet samme grad af ligestilling som jeg. Og ligestillingen er til dels sket ved, at nogle heteroseksuelle normer og vaner er overtaget af os homoer. I dag, i 10’erne, kan to kvinder, der lever sammen, begge være mødre lige fra et fælles barns fødsel. Og en dag i fremtiden tror jeg, det bliver muligt for flere end to voksne at dele forældremyndighed, hvis de er enige om det. Det vil i mange regnbuefamilier være til især barnets fordel.

Vi skal som samfund stræbe efter, at det anerkendes, at mangfoldighed er en styrke både for samfundet og for den enkelte. Der skal være plads til og skabes rum for varierende kønsidentitet, seksuel orientering, familieform osv., så det enkelte menneske på bedste vis kan udfolde sig. Og det begynder to steder: Hos det enkelte menneske og i de nære fællesskaber, og i den lovgivning, der giver rammer for udfoldelse.

Ole Benny Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her