Debatindlæg afJytte Pedersen

Magister i moderne kultur og kulturformidling

Det er Barnaby selv, der er morderen. Han har slået DR ihjel de sidste 20 år

Lyt til artiklen

Det er Detective Chief Inspector (DCI) Barnaby, der er morderen. Det var ham, der tog livet af Danmarks Radio. Langsommeligt, stilfærdigt og umådeligt dødbringende. Det tog 20 år.

Gennem flere sæsoner har tv-serien 'Barnaby' øget mængden af gift til en grad, så seerne har fået blodsprængte øjne og vampyrtænder. Point-of-no-return er nået. Seere og meningsdannere har fået en overdosis og har bidt sig fast i struben på DR’s bestyrelsesformand, DR's generaldirektør, underdirektører, programplanlæggere og andre ansvarlige. Seerne har hugget tænderne i, så blodet sprøjter. DR-dyret må dø! Barnaby må dø! Vi kan ikke tage mere!

Vi vil ikke finde os i at få vores lørdag aften forgiftet af en middelmådig krimiserie, der er så muggen, at den ligner en parodi.

DR er blevet en kulisse i sin egen dårlige krimi med et cast, der er ligeså utidssvarende, som det nuttede portræt 'Midsomer Murders' forsøger at give af nutidens landsby-England:

Et par hvide gæs spankulerer altid rundt på en grøn græsplæne, der er nogle små bondehuse med stokroser i blomst ved hoveddøren, og indenfor er en scenograf gået amok i besynderligt og usmageligt interiør. Der er altid overklassens store telte, kageborde og cricketspillere i hvidt.

Nogle foretrækker den gamle Barnaby, der taler ud gennem tænderne, både når han kalder på sin assistent Troy, og når han forsøger at tale pænt til sin nydelige kone og kvalmekorrekte datter Cully. I virkeligheden er begge Barnaby-karakterer, Tom såvel som John, blottet for interessante replikker og karaktertræk.

Kasper Fogh: DR skal reddes. Også fra sig selv

I forfatter Caroline Grahams oprindelige oplæg var han en sur mand og hans assistent rødhåret. Den opskrift – med et indbygget skisma i selve rollebesætningen – er der andre krimier, der har lagt sig op ad: Morse, Rebus, Beck og så videre.

Det er eksempler på mandlige kommissærer, der er utilpassede og antiautoritære. Karakterer, der ikke minder om en pose Matador Mix med forskellige nuancer af kunstig sødme. Men hvor den krimiskabelon allerede er ved at gå af mode, forbliver 'Barnaby' besynderlig upåvirket, som om han går rundt i en døs.

Man kan trøste sig med, at seer-andelen har været jævnt faldende. En statistik fra DR over de sidste ti år viser, at 27 procent (2016-17), der har åbent for tv, ser 'Barnaby'. Det er den laveste andel bortset fra 2012, hvor den var helt nede på 17 procent.

Interessant nok fastholder DR sin kvalitetsvurdering på 4,1 i samtlige ti år. Serien har altså hverken udviklet i positiv eller negativ retning, selv om udviklingen i omverdenen ikke har stået stille.

For seerne forventer ikke det samme af en krimi i dag, som de gjorde i 2007 eller i 1997, da serien så dagens lys for første gang. Det viser udviklingen i vores glimrede egenproduktion af danske krimiserier. Selv om der spilles godt, og særligt Jens Okkings karakter er interessant, giver det ikke det samme kick at se 'En By i Provinsen' i dag, som det gjorde i de år, serien blev produceret.

Til dato har der været sendt 65 episoders 'Barnaby' – svarende til 100 timer – i år, og fortvivl ikke; der er mere i vente. Sidste år blev der sendt 92 episoder svarende til mere end 147 timer, kun overgået i 2014, hvor der blev sendt hele 119 episoder – svarende til 186 timer. Det er imponerende tal.

DR burde sende 20 procent mindre for samme økonomi

»Og hvad så?«, vil nogle sikkert sige. DR har stadig en share på 27 procent. Det er da meget godt, serien gør jo ikke en kat fortræd, og bedstemor synes, at Barnaby er så sympatisk.

Ja, men de 27 procent skal holdes op imod, hvad der blev sendt af tvivlsomme tvangsindkøb på de andre kanaler. Da jeg var ung, var lørdag aften den optimale tv-aften. Her blev de bedste programmer sendt. Sådan er det ikke mere. Nu er primetime rykket til søndag aften.

Den vrede, som mange af os føler over for dette uambitiøse bud på en lørdag aften på den førende licensbetalte kanal, har udviklet sig til et raseri mod institutionen DR.

Til de, der ikke lige så med, kan jeg fortælle, at seriens afsnit 100 faktisk foregik i Danmark. Nok som tak for DR's umådelige og uforklarlige goodwill over for denne engelske tv-serie og dens producenter. Der må altså være et tæt samarbejde mellem DR og producenterne af 'Barnaby'. Hvor tæt dette samarbejde er, har DR dog ikke ville oplyse.

Sidder Maria Rørby Rønn selv og ser 'Barnaby' lørdag aften? I guder, det nægter jeg at tro på! Eller foretrækker hun den franske kunstfilm på DR K? Eller den klassiske koncert på DR 2? For mig er valget nemt, for jeg bor i den del af landet, hvor man kan se svensk tv.

Hvis jeg skal finde den skyldige i hele DR's nuværende misere, så peger alt på, at gerningsmanden er DCI Barnaby. Det var ham, der slog DR ihjel.

Skribenten oplyser, at hendes data er tilvejebragt via en aktindsigt hos DR.

Jytte Pedersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her