Debatindlæg afTrine Bramsen

Retsordfører, socialdemokratiet

Trine Bramsen: Alle har ret til et liv uden kriminalitet. Derfor er tvangsfjernelse af børn af bandekriminelle den rette løsning

Lyt til artiklen

Politikens leder gør sig på forsiden af avisen d. 29.9 til forsvarer for bandemedlemmer, der lader deres børn vokse op som tilskuere til farlig kriminalitet.

Og som dermed udsætter børnene for stor risiko for, at de ender samme sted som deres forældre. Det er et besynderligt forsvar at føre. For det må først og fremmest handle om børnene. Om at give dem en barndom uden våben, uden trusler, udenfor fare. Bandemiljøet i Danmark er så råt og brutalt, at vi har pligt til at beskytte børnene fra det.

Politiken mener: Bandekrig må ikke føre til retspolitisk skred

Det gælder både de børn, der har fædre eller storebrødre, der er involveret i det farlige bandemiljø. Og det gælder de børn og unge, der er på vej ind i miljøet. Alle børn har ret til en tryg barndom. Når forældrene ikke er i stand til at løfte det ansvar, skal staten tage over. Alt andet vil være et svigt.

I dag tilgår der ikke automatisk underretninger til kommuner om eventuelle børn, når personer registreres i politiets banderegister. Det er jo tudetosset. Det bør der.

Ikke for at straffe forældrene. Men for at beskytte børnene. I Socialdemokratiet har vi længe ment, at myndighederne skal reagere hurtigere, når det gælder om at fjerne børn fra kriminelle familier. Det forslag er der ikke noget nyt i.

Naturligvis skal det altid være på baggrund af en individuel vurdering. Altid. Men det går ikke, at se tiden an i mange år, når der er konstateret alvorlige problemer.

Det er direkte farligt for børnene at vokse op i et bandemiljø, hvor likvideringer og våbenbesiddelse er en del af hverdagen.

Eksperter: Lovforslag vil komme til at ramme de svageste familier

Hertil kommer, at vi helt faktuelt ved, at risikoen for at barnet selv ender i kriminalitet er markant forøget, når far er kriminel.

Det er en klassisk automatreaktion og i mine øjne udtryk for misforstået godhed, når Politiken i sin leder mener, at det er kollektiv straf at fjerne et barn.

Ja, beslutningen om at tvangsfjerne et barn er indgribende. Men beslutningen om ikke at gøre noget er også en beslutning med store konsekvenser for børnene.

Det er et massivt svigt af børn og unge, som vi ikke kan være bekendt.

I stedet for at kritisere Socialdemokratiet burde Politiken fokusere på, hvordan vi beskytter børnene af hårde kriminelle.

Trine Bramsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her