Midt i den ulykke det er at få en efterfødselsdepression, er det glædeligt, at vi efterhånden har fået slået hul på tabuet, om de svære følelser. Altså når det er mor, der har dem.
Når far slås med modløshed, er vred, begraver sig i arbejde for at slippe for familien og tvivler på, om han overhovedet kan finde ud af at være en god far, så er tabuet stadig udbredt.
Det til trods for, at flere tusinde fædre kæmper med netop dét. En undersøgelse foretaget af Megafon for Mødrehjælpen viser, at én ud af fire nye fædre - altså 25 procent - har haft en efterfødselsreaktion. Fra forskningen ved vi, at 8 procent af fædrene får en egentlig fødselsdepression.
Vi synes, tallene er alarmerende. Ikke kun fordi forekomsten er så høj, men også fordi undersøgelsen viser, at vi som samfund slet ikke er gode nok til at hjælpe mændene. Kun halvdelene af de nye fædre bliver spurgt af lægen eller sundhedsplejersken, hvordan de har efter fødslen. Og under halvdelen af de, der havde en efterfødselsreaktion, blev tilbudt hjælp.
Konsekvensen er, at rigtig mange fædre, flere tusinde hvert år, og deres familier er i mistrivsel. Fødselsdepression og efterfødselsreaktion har ofte alvorlige konsekvenser for hele familien. Først og fremmest er tilknytningen mellem forælder og barn i fare, og trivslen for både mor, far og barn udfordres. Vi ved også, at børn til forældre med fødselsdepression har øget risiko for livslange psykiske udfordringer.
Fædrene skal selvfølgelig - ligesom mødre - have hjælp i krisen og til at forhindre brud i familien. Lad os bryde tabuet om, at barnets fødsel også kan være svær for far. Og lad os være systematiske i opsporingen af fædre med i psykisk krise, og give dem den rette hjælp. Det skylder vi både faren og resten af familien.
fortsæt med at læse
