Debatindlæg afPelle Dragsted, MF

MF (EL)

Pelle Dragsted, efter dramatiske dage i Barcelona og omegn: Gummikugler, spark og slag mod fredelige borgere. Vi skal sige officielt fra over for Spanien nu

Lyt til artiklen

Anholdelser afledende embedsfolk og politikere, aviser, der forhindres i at udkomme, hundredvis af hjemmesider, der lukkes ned, trykkerier, der ransages for at konfiskere plakater med demokratiske budskaber.

Gummikugler, spark og slag mod fredelige borgere, der ønsker at deltage i en demokratisk valghandling. Alt sammen noget, vi normalt ville forbinde med totalitære og udemokratiske stater. Og alt sammen noget, som i de sidste dage har været virkeligheden midt i Europa i det Catalonien, som mange af os kender fra vores ferieture til Barcelona.

Mobiloptagelser vækker forargelse: Spansk politi sparker og skubber catalanske vælgere

Disse linjer skrives i flyet på vej hjem, efter at jeg i de seneste dage har deltaget i en international delegation af parlamentarikere fra hele Europa og fra hele det politiske spektrum, inviteret til at overvære folkeafstemningen om Cataloniens uafhængighed.

Det har været nogle dramatiske dage. Jeg besøgte en række valgsteder i Barcelona, Tarragona og mindre landsbyer. Mange steder blev valget afviklet uden problemer i en festlig, men også følelsesladet stemning.

Specielt for den ældre del af befolkningen, som stadig husker Franco-regimets undertrykkelse og forfølgelse af catalanerne, var det emotionelt, og mange kneb en tåre, når stemmesedlen blev lagt i urnen.

Andre steder var det alt andet end festligt.

Flere valgsteder, jeg besøgte, blev overfaldet af de spanske politistyrker. De rev urner og stemmesedler ud af hænderne på de valgtilforordnede og slog, sparkede og mishandlede mange vælgere, som fredeligt forsøgte at stille sig i vejen.

844 er såret under afstemning i Catalonien

Jeg bevidnede selv, hvordan politistyrkerne fra det berygtede Guardia Civil, som i tusindvis er blevet sendt til Catalonien, skød med gummikugler mod vælgere og sårede flere ældre mennesker. Søndag aften kunne hospitalerne melde om over 800 sårede. Som en lokal journalist skrev: Vi skulle egentlig tælle stemmesedler, men nu tæller vi i stedet vores sårede.

Uanset hvad man mener om uafhængighed for Catalonien, så er det åbenlyst, at de spanske myndigheders voldsomme fremfærd har krænket en række basale frihedsrettigheder og skabt endnu større splittelse.

Den danske regering bør, ligesom andre regeringer, fortælle den spanske regering, at disse metoder ikke hører hjemme midt i Europa.

Uenigheden om Cataloniens fremtidige status kan og skal ikke løses ved at bruge vold og fysisk magt, men kun gennem dialog om en forhandlet løsning, som begge sider kan acceptere.

Pelle Dragsted, MF

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her