Debatindlæg afFrida Barnekow Rasmussen

Skoleelev

Skoleelev vil have anonyme afleveringer: »Allerede før læreren har læst min opgave, har hun tænkt over en karakter«

Lyt til artiklen

Den, jeg er, kan have indflydelse på min karakter. Og sådan burde det ikke være. For den, jeg er, har ikke noget at gøre med mit faglige niveau. Så derfor synes jeg, at det er for dårligt, at den måde, lærere ser mig på som person, kan have indflydelse på den karakter, jeg får for mine skriftlige opgaver.

Lad os nu f.eks. sige, at jeg plejer at aflevere nogle virkelig dårlige opgaver, og så skal vi aflevere en til. Så ser læreren mit navn og tænker: Den er sikkert megadårlig, for det plejer hendes opgaver at være. Og allerede der, før læreren har læst min opgave igennem, har hun tænkt over en karakter eller en bedømmelse.

Det er jo ikke nødvendigvis lærerens skyld. Det kan jo også ske helt uden, at man tænker over det. Men det er jo stadig ikke okay, for det kan have indflydelse på min årskarakter, hvilket har indflydelse på resten af min uddannelse.

Derfor foreslår jeg, at alle afleveringsopgaver på vores uddannelser afleveres anonymt. Det kunne man gøre, ved at man trak et nummer, som ingen andre så, og så skrev man det nummer på sin opgave, så man stadig selv vidste, hvilken opgave man havde afleveret.

Danske lærere skal uddannes mere og bedre

Jeg tror, at det ville være ret effektivt. For hjernen er nogle gange lidt doven, og det kan betyde, at læreren ser et navn, genkender det og giver en hurtig, forudindtaget bedømmelse. Og det er jo for dårligt, for læreren har ikke har læst indholdet endnu, og så er det ikke en korrekt bedømmelse.

Jeg tror faktisk, at rigtig mange lærere ikke kun bedømmer på indholdet, men også på, hvem eleven er. Og selv om det slet ikke er sikkert, at det er med vilje, sker det stadig, og det er det, der er problemet.

Frida Barnekow Rasmussen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her