Debatindlæg afLisbeth Kolind

Lægesekretær

Lægesekretær: Jeg er træt af hele tiden at høre om folk, der har kræft

Lyt til artiklen

Hver eneste dag i en lang periode er vi blevet bombarderet med historier om kræftramte mennesker.

Jeg forstår alvoren i sygdommen, som man som bekendt kan dø af. Men heldigvis er der også mennesker, som lever i mange år med sygdommen. Og mange dør af andre sygdomme end lige netop kræftsygdomme.

Personligt er jeg meget træt af så massiv en dækning af emnet. Den medfører faktisk, at jeg ikke orker høre mere. Samtidig ved jeg også, at nogle af de mennesker, som lider af andre mindst lige så alvorlige sygdomme, føler sig overset.

Jordemoder og blogger: Jeg har set, hvor hurtigt farven kan skifte i ansigtet på en kvinde, der får en dødsdom til et underlivstjek

Hvordan man selv kan forebygge nogle livsstilsfremkaldte kræftsygdomme, har langt større interesse.

De fleste er bekendt med, at hovedformålet med kampagnen Knæk Cancer er at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Og netop derfor efterlyses nogle klare tal på, hvordan de indsamlede midler forvaltes.

Hvor mange strålekanoner der bliver indkøbt for overskuddet, hvor stor en andel der går til kampagner om forebyggelse, forskning og administration, og om det er nødvendigt, at Kræftens Bekæmpelse har domicil på en af de dyreste adresser i København. Noget håndgribeligt at forholde sig til som borger.

På grund af denne nærmest aggressive kampagne er der også en risiko for, at nogle mennesker bliver decideret bange for at få kræft, når de konstant hører og læser om, at flere og flere udvikler kræft, og hvor mange forskellige kræfttyper der findes.

Denne angst kan udvikle sig til en decideret fobi, nemlig cancrofobi, som er en intensiv og tilsyneladende ubegrundet rædsel for at lide af eller komme til at lide af en kræftsygdom.

Symptomerne på cancrofobi kan være større agtpågivenhed end normalt over for det, som den ramte skal spise, vaske sig i, rengøre og smøre ansigt og krop med. En angst for, hvor man færdes, og for, at hovedpinen måske er en hjernesvulst.

Cancrofobi kan medføre mange unødvendige lægebesøg, og trods lægens ord for at patienten ikke har kræft, vil uroen, angsten, bekymringen, ængstelsen, anspændtheden, hjertebanken, søvnproblemerne eller andre fysiske symptomer ikke forsvinde.

Kræftramte Allan Riise blev snydt for livsvigtig operation: Jeg frygter at blive opgivet af lægerne

For nogle kan angsten for kræft blive så voldsom, at de udvikler en agorafobi, en angst for at bevæge sig uden for hjemmets fire vægge. En fobi for åbne pladser eller sociale situationer med mange mennesker. Hos agorafobikere er der en angst for at få et panikanfald et sted, hvor der ikke er nogen hurtig flugtvej til det sikre (de hjemlige omgivelser) – eller væk fra andre mennesker.

Mit synspunkt er derfor, at den aggressive kræftkampagne hurtigt kan få negative konsekvenser. Det kan blive en ond cirkel med dårlig livskvalitet, unødvendige lægebesøg og behov for psykologhjælp. Eller der kan ligefrem blive skabt en distance og en angst for at gå til lægen.

Det kan føre til færre indsamlede midler, og at andre er blevet så skræmt, at de ikke tør opsøge en læge ved symptomer på sygdom.

Lisbeth Kolind

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her