Debatindlæg afJulie Top-Nørgaard, underviser

På vegne af 200 undervisere på pædagoguddannelsen UCC

Undervisere: Skal discountpædagoger have ansvar for børns udvikling?

Lyt til artiklen

Pædagoguddannelsens økonomiske grundlag er på forskellig vis blevet udhulet gennem en årrække.

Men nu svækker regeringens årlige 2- procents besparelser – det såkaldte omprioriteringsbidrag – pædagoguddannelsen i en sådan grad, at vi som undervisere får svært ved at stå inde for de nyuddannede pædagogers faglighed.

Pædagogisk arbejde er ikke bare ekstremt vigtigt. Det er også svært.

At arbejde professionelt med børn og udsatte menneskers trivsel, udvikling og læring er en meget kompleks opgave, og det kræver en uddannelse af høj kvalitet, hvis vi skal sikre, at fremtidens pædagoger kan navigere i de dilemmaer og paradokser, der er en uomgængelig del af det pædagogiske arbejde.

Nyt studie: Antimobbeprogram styrker børns empatiske adfærd

Pædagoguddannelsen skal både ruste de studerende til det praktiske arbejde og til at navigere reflekteret i de komplekse velfærdsinstitutioner, som er deres fremtidige arbejdspladser – på dagtilbudsområdet, på det special- og socialpædagogiske område og på skole/fritidsområdet.

Med omprioriteringsbidraget forringes landets største uddannelse væsentligt.

Nedskæringerne udmøntes forskelligt på landets professionshøjskoler. På vores egen arbejdsplads, UCC, er der endnu en gang varslet afskedigelser, og der vil fra årsskiftet bl.a. blive skåret ned på antallet af undervisningstimer og på studievejledning, samtidig med at holdene bliver større.

Derudover sættes stort set al efteruddannelse for uddannelsens undervisere i stå på ubestemt tid sammen med alle udviklingsprojekter.

Det vil sige, at aktiviteter, der højner undervisningens kvalitet, relevans og aktualitet forsvinder.

Som undervisere får vi altså markant mindre tid sammen med de studerende. De studerende må derfor i langt højere grad selv tage hånd om deres uddannelse og læring.

Privatskoler versus folkeskolen: Skolen må aldrig blive et egoistisk prestigeprojekt

Kan man blive en god pædagog, hvis man har læst sig til store dele af sin teoretiske viden ved selvstudier uden at få denne viden udfordret og nuanceret af kompetente undervisere?

Kan man som studerende udvikle og kvalificere sin professionelle dømmekraft, sit fagsprog og sine relationskompetencer på store hold, hvor man ikke kender hinanden?

Det mener regeringen. Vi, der skal uddanne de nye pædagoger, er uenige. Vi får mere end svært ved at løfte opgaven på de vilkår. Vi opfordrer til at fjerne besparelserne på pædagoguddannelsen, så vi ikke kommer til at give discountpædagoger ansvaret for børn og udsatte medborgeres trivsel, udvikling og læring.

Julie Top-Nørgaard, underviser

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her