Det har været ganske ejendommeligt at følge debatten i kølvandet på statsministerens nytårstale, der fokuserede på regeringens målsætning om at afvikle »de sorte huller på danmarkskortet« – altså socialt udsatte boligområder, i daglig tale ghettoer.
Det har bl.a. været ejendommeligt på grund af den indledende reaktion fra Christiansborg, der både pegede fingre ad den tidligere integrationspolitik og dertil bevidst valgte at misforstå Lars Løkkes ord og lod ham fremstå som en idiot, der bare ville køre bulldozerne i stilling og løse problemet ved at rive alle murbrokkerne ned. Så dum er statsministeren trods alt ikke. Men reaktionerne bekræfter nok en gang, hvorledes vore folkevalgte pattebørn bedst evner at skændes om en skovl i sandkassen frem for at vise lidt tankefleksibilitet og rette fokus mod nye forslag og problemløsninger.
Dernæst har det været kendetegnende for diskussionen at opleve, hvorledes der er milevidt mellem de mere opmuntrende forskningsresultater om de socialt udsatte boligområder og så den brede oplevelse af problemernes omfang blandt det sædvanlige korps af debattører og folk, der bliver betalt for at synes noget om noget.
Når behandlingen af disse temaer bærer præg af politisk fingerpegeri, polariserede og generaliserende holdninger og forløber under overskrifter, der handler om noget så dystert som ’sorte huller’ og ’parallelsamfund’, så misser man en vigtig mulighed for en sober og afbalanceret debat.
