Igen i denne uge var vi vidne til, at småbitte blebørn sad alene uden kontakt på en stue med alt for mange børn. I larm og gråd, mens pædagogerne kæmpede en brav kamp for at nå alle og give omsorg – det skar os i hjertet. Vi efterlod børn, der var kede af det, og kom tilbage til børn med udslukte øjne.
Sagkundskaben inden for udviklingspsykologi i både Danmark og udlandet siger enslydende igen og igen, at dette scenarie skader børnene. Der er masser af evidens for, at de færreste småbørn i længden kan rumme den følelse af forladthed, som de oplever der på gulvet, især når de endnu ikke har et sprog. Forladthedsfølelsen vendes indad, og mange børn udviser på lidt længere sigt alvorlige tegn på mistrivsel. Faktisk op til en fjerdedel.
Mai Mercado (K) påpeger, at vi ikke opdrager godt nok. Hun overser det faktum, at vi har gjort præcis det, politikere i flere årtier har sagt til os. Vi har taget lange uddannelser, fået lange arbejdsdage og kørt langt for at få et arbejde! Vi pendler i lange motorvejskøer hver dag. Vi er væk fra vores børn mange, mange timer – især alt for længe væk fra de mindste. Det sker i det hellige arbejdsudbuds navn. For vækst og velstand, men næppe velfærd.
Vi er det land i verden, hvor flest børn er flest timer i institution tidligst i livet
For imens propper vi flere og flere børn ind i vore institutioner, der er ved at segne under ekstraindskrivning, overbureaukratisering, underuddannet arbejdskraft og langtidssygdom blandt personalet.
Pædagoger er en af de mest sygdomsramte grupper i Danmark. Samtidig er vi det land i verden, hvor flest børn er flest timer i institution tidligst i livet. Vores børn kommer også tidligere og i større omfang i institution end børn i de andre nordiske lande.
Næsten alle danske børn starter institutionslivet som 1-årige. Ofte med længere dage end forældrenes arbejdsdag. Vuggestuebørn begynder i børnehave, før de fylder 3. Børnehavebørn overgår til skole tidligere end før og uden mulighed for skoleudsættelse. Hele vejen igennem presses børnene. Små børn i dag er stressede. De påvirkes af andre børns stress, pædagogernes stress, forældrenes stress. Alt det ved vi.
Ved skolestart er børnene umodne og forvirrede, og stadig flere har lavt selvværd, dårlig impulskontrol og dårlig følelsesregulering. Måske fordi deres liv har været som ovenfor beskrevet, for lange institutionsdage, for lidt omsorg, for store børnegrupper, for travle forældre (os), der hentede dem for sent – med ondt i maven.
Vi forældre har ofte i 30’erne stadig ikke fået fast fodfæste på arbejdsmarkedet. I et arbejdsmarked med løse ansættelser og korte kontrakter er vi ofte bange for selv at melde os syge, for at blive hjemme med syge børn, for at underpræstere og for at blive valgt fra. Vi sidder for dyrt i det, fordi vi for at forkorte transporttiden har bosat os tættere på arbejdspladsen, end vi har råd til.
På trods af dette vil vi nu skride til en meget drastisk handling. Vi har fået nok af at se vores børn lide afsavn i institutionerne.
Vi vil opfordre alle mødre og fædre, som bekymrer sig om deres børns opvækst, om opdragelsen og om landets fremtid, til at tage børnene hjem!
På trods af at vi hylder de dygtige pædagogers store arbejde – de gør hver dag alt, hvad der står i deres magt, og meget mere end det – vil vi tage børnene hjem.
– Vi vil risikere at blive fyret og at ødelægge vores karriere.
– Vi vil risikere at blive skældt ud af politikerne for at misbruge statens penge, fordi vi efter en fin uddannelse går hjem til vores børn.
Men vi vil også håbe, at nogen forstår os.
– At politikerne endelig vågner op og giver kommunerne bedre vilkår for at sikre ansvarlige normeringer.
– At fagbevægelsen forstår, at den skal kæmpe som metalarbejderne i Tyskland for ret til nedsat arbejdstid i livsfaser, hvor der er behov for mest omsorg derhjemme, og at politikerne også vil støtte op om ret til at gå op og ned i arbejdstid.
– At en fremtidig boligpolitik tilgodeser unge familier, så man har råd til at bo, hvor der er jobs.
– At en fremtidig erhvervs- og uddannelsesplanlægning tilgodeser, at der skal være uddannelses- og arbejdspladser i hele landet.
Vi vil opfordre alle mødre og fædre, som bekymrer sig om deres børns opvækst, om opdragelsen og om landets fremtid, til at tage børnene hjem!
Vi ved godt, at rigtig mange af jer ikke har den mulighed. Alle jer, der som flere af os hænger i det yderste af neglene – økonomisk, uddannelses- eller arbejdsmæssigt. Men nogen må gå foran. Nogen, der kan og vil og har den mindste mulighed for at tage børnene hjem, permanent eller i en periode.
Vi gør det for at vise politikerne, at det er alvor. Kan vi ikke som samfund tilbyde børnene ordentlige forhold i institutionerne, må vi tage konsekvensen og tage børnene hjem.
Til alle jer, som gerne vil støtte dette initiativ: Tag jeres børn hjem 8. marts – kvindernes internationale kampdag. Eller tag børnene hjem i hele uge 10. Og vis hermed, at kvindekamp også er en kamp for bedre forhold for fædre, mødre og børn.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar