De seneste uger har idealisterne i Alternativet forsøgt at forsvare Uffe Elbæks statsministerkandidatur. Jo mere kritik, jo mere hysterisk er forsvaret blevet. Demokratiet, anstændigheden, ja selve planetens overlevelse står på spil. Man skal nok være medlem af det neongrønne parti for at se Elbæk som den figur, der kan frelse planeten fra den globale opvarmning og de øvrige kriser, verdenssamfundet står over for.
Desværre kan det ende med, at det gode er det bedstes værste fjende. Elbæk kan få en masse klimapolitik indført gennem en kommende socialdemokratisk regering. Men holder Alternativet fast i deres nuværende kurs, ender de i værste fald med at forære magten til de blå partier, hvis klimapolitik er endnu længere væk fra Elbæks idealer.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

