Dennis Christensen (th.) følges til retten 6. februar 2019. Foto: Mladen Antonov
Foto: Mladen Antonov/Ritzau Scanpix

Dennis Christensen (th.) følges til retten 6. februar 2019. Foto: Mladen Antonov

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


Dansker fængslet i Rusland: »Det ville svare til, at et Jehovas Vidne herhjemme stemte dørklokker på den lokale villavej for herefter at få et halvt årti bag tremmer«

I ethvert velfungerende demokrati har individet rettigheder, som skal forhindre overgreb, men ikke i Rusland. Fængslingen af danske Dennis Christensen fra Jehovas Vidner viser, hvor galt det står til.

Debatindlæg

6 års i russisk fængsel til det danske medlem af Jehovas Vidner, Dennis Christensen. Det bekræfter kun alt for godt hvad vi vidste i forvejen: Russisk demokrati og respekt for det enkelte menneske kan ligge på et lille sted. Dommen over Dennis Christensen minder faktisk om noget fra kommunisttiden, hvor religionsfriheden var erstattet med forfølgelser af mindretal og enhver, der ikke underordnede sig regimet.

Det er meget svært at forstå den samfundstrussel, som Jehovas Vidner skulle udgøre. Ikke desto mindre står varianten af kristendommen på samme liste som nynazister, skinheads og terrorsympatisører. Det ville svare til, at et Jehovas Vidne herhjemme stemte dørklokker på den lokale villavej, for herefter at få et halvt årti bag tremmer. Kunne man tænke sig at leve i sådan et land?

»Jeg frygter, at Stalin er tilbage«, sagde Dennis Christensen efter sin dom. 25 medlemmer af Jehovas Vidner er i øjeblikket varetægtsfængslet i Rusland, flere er under overvåget husarrest. Så kan de lære det, russerne, ikke at sætte sig op mod landets love. Med fængselsdommen over Dennis Christensen er der statueret et eksempel.

Udenrigsminister Anders Samuelsen kritiserer på det skarpeste behandlingen af danskeren. Ligesom hjælpeorganisationer, religiøse samfund og alverdens anerkendte aviser. Det ændrer ikke meget. Præsident Putin kan endda vinkle kritikken som hetz mod Rusland. Gamle Sovjet-officerer kan deres propaganda.

Marie Krarup (DF) mener ikke, vi har ret til at blande os i sagen. Hun er ikke vild med lovgivningen, men siger at Dennis Christensen i sidste ende selv er ude om straffen. En lov er en lov. Omtrent samme ordlyd kom fra en Kreml-talsmand: »Vi kan ikke arbejde ud fra sund fornuft i vores regeringsførelse. Vi arbejder først og fremmest ud fra, hvad der er lovligt og ulovligt«. Udsagnene fra Krarup og Kreml er lige tåbelige. For Dennis Christensen er tragedien imidlertid total. Især hvis man kender til de generelle forhold i russiske fængsler.

Rusland er intet retssamfund. I ethvert velfungerende demokrati har individet rettigheder, som skal forhindre overgreb, men ikke her. Putin har ganske vist udtrykt forundring over forfølgelsen af Jehovas Vidner, men han ved udmærket, hvad der foregår. Det er hans værk. Ingen lov bliver sat i verden uden den magtfulde præsidents godkendelse.

Det russiske styres synderegister er omfattende. Religiøse minoriteter og andre civile grupper undertrykkes. Politiske modstandere forhindres på kreativ vis i at stille op til valg. Såkaldte landsforrædere forgiftes med nerveagenter på engelske gader og stræder. Putin-kritikere er gennem tiden blevet myrdet eller er omkommet under mystiske omstændigheder.

I lyset heraf burde dommen over danske Dennis Christensen ikke komme som en overraskelse. Rusland er i dag et land, hvor alting tages i opløbet, hvor selv den mindste forsamling af mennesker er en potentiel kæp i hjulet på styret. Det er sørgeligt, så svært landet har ved at slippe ud af fortidens strenge skygger.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden