Det omdiskuterede it-system i Region Hovedstaden og Region Sjælland, Sundhedsplatformen, har været en tung klods om benet på mig i det daglige lægearbejde. Efter at være flyttet til Region Nordjylland har jeg oplevet et ganske betydeligt løft i min livskvalitet.
Nu har jeg pludselig meget mere tid til at være sammen med mine patienter. Modulet til ordination af medicin er funktionelt. Stabiliteten er god. Dikteringen af journalnotater er tidsbesparende. Funktionerne og knapperne er dér, hvor man ville forvente, de ville være. Alt er enkelt. I begyndelsen var det nærmest for godt til at være sandt. Senere gik det op for mig, at det er Sundhedsplatformen, som er exceptionelt omstændelig og energidrændende. Simple funktioner gøres komplicerede, og vejen til at få gennemført en opgave, f.eks. en operationsbooking, er for lang. Der er simpelthen så mange krydderier i retten, at systemet er uspiseligt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

