Mange børn skal begynde i institutioner igen, nu hvor samfundet gradvist genåbnes. For nogle er det et glædeligt gensyn med personale og legekammerater. For andre er der stor utryghed. Flere forældre har i de seneste dage protesteret over, at de skal ’køre’ deres børn ind i daginstitutionen i en tid, hvor forældrene ikke kan komme med ind. Det skaber utryghed for barnet og giver en rigtig dårlig start på pasning væk hjemmefra.
Pædagogerne er dygtige og gør, hvad de kan. Men med de stramme retningslinjer i krisetiden er der ikke meget at gøre. Den pædagogiske faglighed parkeres, og børnene må ’køres’ ind fra legepladsen med forældrene på afstand. Det er ikke godt nok. Vi bør give alle forældre tre måneders ekstra barsel, så de kan vente med at sende deres børn i institution.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
