0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det går slet ikke så godt, som vi troede: Eventyret var løgn. Vi er ikke på vej til at udrydde ekstrem fattigdom

Vi har ikke udryddet ekstrem fattigdom, og vi er ikke på vej til at gøre det. I stedet har vi spildt de seneste årtier, fejret en pyrrhussejr og gået rundt med en ufortjent og farlig selvtilfredshed.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen

Der skal en ny tilgang til, hvis størstedelen af verdens befolkning reelt skal opleve fremgang – og vi ikke endnu en gang skal se den bølge af levevilkårsprotester, der dominerede fra øst til vest inden coronapandemien, skriver generalsekretær i Oxfam Ibis, Kristian Weise, i dette indlæg.

Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debatindlæg
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Inden vi blev ramt af coronapandemien, nedlukningen af samfund, global recession og massearbejdsløshed, var det den generelle opfattelse blandt mange beslutningstagere, at vi levede i den bedste af alle verdener.

Politikere, forretningsfolk og andre meningsdannere understregede igen og igen, at det gik fremad, og at fattigdom om få årtier ville være fortid.

En gang imellem var der skeptikere, der stillede spørgsmål ved, om det virkelig var tilfældet, og påpegede, at barren for succes – eksempelvis det officielle mål for ekstrem fattigdom på godt og vel 10 kr. om dagen at leve for – var sat ekstremt lavt. Men de fik hurtigt skudt i skoene, at de bare var pessimister, der ikke ville erkende, at den herskende økonomiske orden faktisk virkede for alle.

Nu har de så fået selskab af FN’s egen særlige rapportør for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, Philip Alston. Og han lægger ikke fingrene imellem: Vi har ikke udryddet ekstrem fattigdom, og vi er ikke på vej til at gøre det. I stedet har vi spildt de seneste årtier, fejret en pyrrhussejr og gået rundt med en ufortjent og farlig selvtilfredshed.

Det er ganske enkelt svært at genkende den smukke globale rejse op i middelklassen, vi har hørt om

Verdenssamfundet har opereret med et grotesk lavt mål for fattigdom – 1,90 dollars om dagen – og brugt det til at få det til at se ud, som om at alt gik i den rigtige retning, påpegede Alston i en rapport til FN denne sommer.

Og det er ikke svært at se, at der er noget galt med den målestok: Ifølge Verdensbanken lever 736 millioner mennesker i ekstrem fattigdom. Samtidig vurderer FN, at 820 millioner mennesker lever med sult og hungersnød. Men hvordan kan der være 80 millioner mennesker, som ikke har råd til mad på bordet, men ikke tælles med som ’ekstremt fattige’?

Det giver næsten sig selv, at der er mange steder i verden – også i Latinamerika, Afrika og Asien – hvor man stadig lever i alvorlig fattigdom, selvom man har mere end 10-12 kr. at klare sig for om dagen.

Derfor opererer Verdensbanken og andre også med et fattigdomsmål på 5,50 dollars per dag. Det er mindre kendt. Men hvis man bruger det, forsvinder fremskridtene stort set: Der er nemlig omkring 3,4 milliarder mennesker, ca. 46 pct. af verdens befolkning, der lever for under 5,50 dollars om dagen. Og det er stort set det samme som i 1990.

Selv hvis man bruger 1,90 dollar om dagen som den magiske grænse, viser det sig, at antallet af mennesker, der lever for mindre end det, rent faktisk steg med 140 millioner i afrikanske lande syd for Sahara og i Mellemøsten mellem 1990 og 2015. Det er ganske enkelt svært at genkende den smukke globale rejse op i middelklassen, vi har hørt om.

På trods af nuanceringerne benyttes grænsen på de 1,90 dollar stadig i de fleste internationale rapporter om fattigdom. Det er ikke tilfældigt. For det støtter en fortælling, der kommer centrale institutioner, særinteresser og de mest velhavende til gode: at tingene går, som de skal, og at status quo er tilfredsstillende.

Alston påpeger i rapporten, at eventyret om fattigdommens snarlige udryddelse er blevet brugt som et argument for at fortsætte business as usual: Fokus på økonomisk vækst, deregulering, privatiseringer og lavere skatter for virksomheder og de mest velhavende. Et system, vi nu endnu en gang kan konstatere ikke fungerer efter hensigten, men skaber større afstand mellem rig og fattig, nord og syd, magthavere og borgere.

Vi har indrettet vores samfund på en måde, hvor de rigeste igen og igen vinder, mens de fattigste taber

Det er åbenlyst, at der skal en ny tilgang til, hvis størstedelen af verdens befolkning reelt skal opleve fremgang – og vi ikke endnu en gang skal se den bølge af levevilkårsprotester, der dominerede fra øst til vest inden coronapandemien.

Bekæmpelse af den stigende ulighed vil skulle være en del af det. Verdensbanken har konkluderet, at reducering af ulighed er mere effektivt for fattigdomsbekæmpelse end økonomisk vækst. At reducere hvert lands gini-koefficient med en procent per år har således større effekt end at øge hvert lands årlige vækstrate med et procentpoint.

Men vi har indrettet vores samfund på en måde, hvor de rigeste igen og igen vinder, mens de fattigste taber.

Mellem 1989 og 2016 høstede verdens top-1-procent 27 procent af den totale indkomstvækst, og i 2017 alene hentede de 82 procent af velstanden, samtidig med at de fattigstes indkomst er vokset langsommere end bnp.

Denne virkelighed er ikke uundgåelig, men resultatet af politiske valg. Philip Alston peger på syv konkrete skridt, der skal i spil, hvis vi skal udrydde fattigdommen. Vi vil skulle: 1) gentænke forholdet mellem vækst og fattigdomsbekæmpelse, 2) bekæmpe ulighed og omfordele progressivt, 3) sikre retfærdige skattesystemer, 4) implementere universelle velfærdssystemer, 5) stoppe aggressiv privatisering og give staten handlerum, 6) sikre, at de svageste inddrages og 7) tilpasse måden, vi måler fattigdom på.

Vi er mange, der er enige med Alston – lad os komme i gang.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce