Wuhan i Kina er formelt kendt som fødestedet for covid-19. Det var derfra, vi i starten af 2020 så de første foruroligende billeder af mennesker i beskyttelsesdragter, byer henlagt i karantæne og mennesketomme gader. Dengang kunne vi trække på skuldrene og trøste os med, at det foregik meget langt fra Danmark. Men der gik ikke lang tid, før corona kom hertil.
I marts lukkede hele landet ned, og her et år efter er vi på vej ud af endnu en nedlukning. Vi har mistet menneskeliv, virksomheder er gået konkurs, og unge danskere kæmper med et stort fagligt efterslæb, fordi de siden jul har været bundet til onlineundervisning. Og mens vi flere steder i verden stadig kæmper hårdt for at vriste os fri af coronaens greb og kæmper en daglig kamp for at redde liv, så fortsætter verdens største vådmarked, Chatuchak-markedet i Thailand, ufortrødent salget af eksotiske dyr under kummerlige forhold og uden hensyn til hygiejne. Det er uacceptabelt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
