Elever på landets gymnasier strejkede tirsdag 7. april for at kræve sex på skemaet, hvilket kom som en stor overraskelse for mig. Overraskelsen kom ikke af, at eleverne strejkede for at få seksualundervisning, men at det ikke bliver set som en nødvendig og vigtig del af dannelsen af unge. Til sommer er det fem år siden, at mine klassekammerater og jeg fik huen på og afsluttede tre års total forvirring. Tro mig, når jeg siger, at en årlig Uge Sex ville have givet en hjælpende klarhed i de ellers meget desorienterende følelser, lyster og hormoner, som vi alle famlede rundt i. Siden dengang har vi som samfund sat flere lovmæssige grænser for sex. Strukturel sexisme og krænkelseskultur har optaget plads i salen på Christiansborg.

Ligestillingsproblematikkerne fik plads i 2020, men forbliver åbenbart kun et samtaleemne for de voksne. For det virker højst mærkværdigt, at Uddannelsesministeriet og Sundhedsministeriet ikke finder det relevant at uddanne vores unge i køn, krop og seksualitet. Især når det tydeligvis danner grundlag for mange problematikker, som børn og unge selv kan komme til at støde på i samfundet.