Det er et grotesk forsøg på stemmefiskeri, når erhvervsminister Simon Kollerup raser mod bankers ’grådige’ opkrævning af negative renter, og når han dermed blander sig i private virksomheders prisfastsættelse af deres produkter. Lad os være helt enige om, at negative renter er underlige og taler imod vores almindelige økonomiske instinkter. Men som direktør for en andelskasse ejet af kunderne selv kan jeg næppe beskyldes for at gå andre end kundernes ærinde, når jeg siger, at opkrævning af negative renter hos de mest velstillede slet ikke handler om grådighed. Så lad os lige få realiteterne på plads.
De »flere og flere danskere«, som Simon Kollerup frejdigt melder ud på de sociale medier (!), at han gerne vil beskytte mod bankers »grådige« opkrævning af negative renter, er den ca. fjerdedel af de danske lønmodtagere, der er så velpolstrede, at de har mere end 100.000 kr. i kontanter i banken.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
