Dansk Pædiatrisk Selskab skrev for nylig i en artikel i Ugeskrift for Læger, at det, de kalder svær overvægt hos børn, bør klassificeres som en kronisk sygdom. Det kan i nogle henseender være en god idé og i andre slet ikke. Derfor bør man nøje afveje fordele og ulemper, før man træffer en sådan beslutning.
For nogle børn kan det være en lettelse, at en tilstand, de har, kaldes en sygdom. Spørgsmålet er, i hvilken grad det gælder tykhed? Det kunne være værd at finde ud af. En diagnose kan være en hjælp til at acceptere ens situation, men den kan også være en belastning. Det kan formentlig være en belastning at vide, at man er syg og ikke bare tyk. En del forskning viser desuden, at de, som opfatter sig selv som for tykke, uanset hvad de vejer, tager mere på i vægt end dem, som ikke gør det. Hvis læger tidligt gør et barn opmærksom på, at de synes, barnet vejer for meget, kan det derfor være kontraproduktivt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
