For nylig udkom FN’s seneste klimarapport. Den varsler katastrofale konsekvenser, hvis vi ikke får bremset klimaforandringerne i tide. Oversvømmelser, tørke og skovbrande står på listen over ting, vi i fremtiden kan blive vant til. Desuden slår rapporten fast, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Dette er meget vigtigt, da nogle lande hidtil ikke har troet på, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og dermed har sat spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet skulle gøre noget ved forandringerne.
Det undrer mig, at vi i Danmark ikke har reageret hurtigere. For mange forskere har i årevis ikke lagt skjul på, at klimaforandringerne var den største udfordring og den største krise, vi står i. At mange politikere stadig finder undskyldninger for, hvorfor vi ikke skal gøre noget, er for dårligt. Så kom der en coronakrise, som samtidig forårsagede en økonomisk krise. Og det er fair nok, at akutte kriser skal løses. Men vi må aldrig glemme, at klimakrisen er den største krise, vi står i.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
