Når et indlæg allerede i afsnit to tyr til nazikortet, indikerer det en desperat mangel på argumentation, balance og helt almindelig evne til at læse og forstå en tekst. I skribenten Kim Valentins (V) indlæg 29.8. i Politiken er der fuld plade. Han beskylder således justitsminister Nick Hækkerup for at flirte med totalitarismen, og herefter går han direkte videre i en sammenligning med den nazistiske Reichsführer-SS Heinrich Himmler.
Årsagen til Kim Valentins indlæg er den Kronik om frihedsbegrebet, justitsministeren havde i Politiken 21.8. Her skriver justitsministeren, at frihed ikke kun handler om at være fri ’fra’ noget, men at det for Socialdemokratiet også er vigtigt at have reel frihed. At have reelle handlemuligheder. Og at frihed og tryghed hænger sammen. For uden tryghed er friheden begrænset. Kriminalitet er med andre ord en begrænsning af vores frihed. For eksempel om man er tryg og dermed fri til at tage S-toget fra den nærliggende station, uden at frygte for at blive overfaldet verbalt eller fysisk. Eller at man som homoseksuel kan føle sig tryg nok – og dermed fri – til at tage sin kæreste i hånden og gå en tur ned ad ned lokale gågade uden at bekymre sig.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

