Jeg vil gerne invitere dig til et tankeeksperiment: Forestil dig, at du er 27 år gammel. Hvordan ser dit liv så ud? Måske abonnerer du på Politiken med studierabat og læser min klumme, lige før du mødes med din læsegruppe. Måske er du for nylig færdiguddannet og læser avis i en frokostpause på dit første rigtige job. Efter fyraften skal du hjem til din kæreste og lufte hund og lave grøntsagslasagne. Eller også skal du have et langt bad, inden du tager i byen med venner for måske at møde en kæreste. Uanset hvad, bestemmer du selv, hvilket tøj du tager på, hvad du vil spise, og hvornår du skal i seng bagefter. Denne helt basale frihed er en selvfølge, når man er 27 år i Danmark.
Lad os skifte scenariet ud med et nyt: Du er stadig 27 år gammel og drømmer om de samme ting som før, men nu har du desuden muskelsvind og bruger kørestol. Selv om du er godt begavet, har du ikke noget nyt job eller en uddannelse, og du får heller ikke mulighed for at tage en. Hvis du vil spise, skal maden kunne laves på under 30 minutter på en af tre ugentlige hverdage. Du bliver tvunget tidligt i seng af hjemmehjælpen hver aften og skal blive liggende i elleve timer, før du kommer op igen. Du kan ikke få hjælp til at tage bukserne af, hvis du skal tisse, så du må sidde i bar røv i din lejlighed hele dagen. Derfor kan du ikke gå ud eller få venner på besøg eller score en kæreste.
