Da vi danskere rykkede sammen – hver for sig – under de to coronanedlukninger, fandt vi fællesskab i fællessangen. Hver morgen tændte tusindvis af danskere fjernsynet og følte sig forbundet med venner, bekendte og resten af Danmark. Musikkens styrke og nødvendighed blev tydelig for enhver. Kulturen blev en samlende vej gennem uvished og nedlukning – for både voksne og børn.
Desværre har musikken trange kår i den danske grundskole og på læreruddannelsen, som inden for de nærmeste uger står foran en politisk revision. I dag uddannes langtfra nok lærere med musik som undervisningsfag, og der udbydes stort set ikke efteruddannelse til musiklærerne. Folkeskoler landet over kan ikke skaffe uddannede musiklærere. De utilsigtede effekter af denne udvikling er, at mange elever ikke møder kvalificeret musikundervisning, ikke udvikler væsentlige færdigheder og ikke kommer til at kende eller kunne videreføre og videreudvikle sang- og musikkulturen. I gymnasieskolen, hvor musikfaget i øvrigt også er blevet nedprioriteret gennem de senere år, er udmeldingerne, at eleverne bredt set ikke kender til f.eks. dansk sangkultur og ikke føler sig komfortable med at synge.
