Man siger, at vi har de politikere, vi fortjener. Jeg har altid været enig. Altid taget systemet og ansvarets parti. Forsvaret det upopulære fordi jeg ved, at vores beslutningstagere ofte står i valget mellem dårlige og meget dårlige beslutninger. At mediepresset er voldsomt og drevet af logikker, der ikke er for børn og sarte sjæle. Men jeg er kommet i tvivl. Fortjener vi virkelig den standard, vores folkevalgte har sat de seneste 12 måneder? At året slutter med, at Folketinget dømmer Inger Støjberg uværdig, er ikke bare en dom over hende. Det er en dom over dansk politik i 2021. Uværdigt! Galgenhumoren er som bekendt den bedste kur mod elendighed. Så i den forstand har det været et muntert år. Men sandheden er, at dansk politik er på speed. En centrifuge, hvor hastigheden stiger, og ingen aner, hvor stopknappen sidder.
Sjældent har vores folkevalgte vist sig fra så mange triste sider på så kort tid. Skandalerne og stridighederne er snublet over hinanden. Egoer sat over fællesskabet og konduite i en grad, jeg ikke mindes. Christiansborg er blevet et overflødighedshorn af absurditet og ufrivillig komik. I centrum står Folketingets 179 medlemmer. Årets standard har været for lav. Og det startede 1. januar.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

