Debatindlæg afKatarina Ammitzbøll

MF (K)

Den humanitære krise i Afghanistan betyder, at vi bliver nødt til at hjælpe landet, også selvom vi foragter Taleban.

Katarina Ammitzbøll: Gå i dialog med Taleban, men uden at anerkende dem

Lyt til artiklen

Som en slags spøgelser kunne man i splitsekunder få øje på kvinderne. Ellers var det kun mænd, som dominerede bybilledet. Sådan var det, da jeg for godt 20 år siden blev sendt til Afghanistan for at opbygge en stat, der i så mange år havde været styret af forskellige islamiske ledere.

I forbindelse med mit arbejde i FN stod jeg sammen med afghanere for at afholde præsidentvalg, etablering af et kvindeministerium, og med hjælp fra blandt andet Danmark fik vi opbygget et retsvæsen, et politikorps, og særlig vigtigt for mig investerede vi i pigers skolegang og uddannelse.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

Mest læste

    1

  1. Hans far blev hyldet, mens moren tog det hårde arbejde i baggrunden. Nu sker det også i hans egen familie

    2. 2

  2. Politisk redaktør: Det er et muligt gennembrud for forhandlingerne

    3. 3

  3. Der er ikke længere et yndigt land

    4. 4

  4. 1.500 km på en opladning: »Der er en stribe forhold, som betyder, at jeg vil tillade mig at være en smule skeptisk«

    5. 5

  5. Stéphanie Surrugue: »Jeg kan næsten ikke tilgive mig selv, at jeg ikke nåede det«

    6. 6

  6. Da rådgiveren pludselig var tavs, erkendte 81-årig mand, at han var blevet fuppet, snydt og bedraget

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her