Der er nok mange, der husker den irske skuespiller Stephen Rea for indsatsen i Neil Jordans film ’The Crying Game’ fra 1992. Dels fordi det var og er en fremragende film, som talte om ømtålelige både politiske og seksuelle emner i en tid, hvor verden stadig var gammeldags sort-hvid på mange områder. Og dels fordi han spillede rollen som IRA-soldaten Fergus med en sådan menneskelig soliditet, at man købte figuren og fattede sympati for ham i al hans kompleksitet.
Filmen gjorde også, at fablen om skorpionen, der stikker frøen, selv om det koster den livet, blev alment kendt, og Stephen Rea blev nomineret til en Oscar for præstationen, om end det blev Al Pacino, der kunne bære statuetten for bedste mandlige hovedrolle hjem – for sit flamboyante spil i ’En duft af kvinde’. Ikke desto mindre har Reas præstation tålt tidens tand bedre end Pacinos noget grimasserende indsats.