Næsten 18.000 stjålne intime billeder og videoer af mere end 500 kvinder. Trusler, online voldtægtsforsøg, blufærdighedskrænkelser og besiddelse af børneporno. Anklageskriftet mod en 27-årig mand fra Midtjylland var fyldigt, da det mandag middag blev læst op i retten i Herning.
Sagen, der betegnes som en af de mest omfattende af sin slags på dansk jord, er blot en af mange sager om digitale krænkelser, der lige nu kører i landets retssale. At fotografere, optage og dele resultatet uden samtykke er en kriminalitetsform i stigning, og som årene går, synes gerningspersonerne at blive mere opfindsomme og forbrydelserne grovere og mere omfattende. Ofte kommer det frem, at ofrene i sager om ulovlig billeddeling er blevet truet eller presset til at sende mere materiale, hvis ikke gerningsmanden skal videredele det, han allerede har fået fingrene i. Fænomenet er faktisk så almindeligt, at det har fået sit eget navn. Sextortion, hedder det, og jeg har i mit arbejde med digitale krænkelser talt med en hel del ofre, der er blevet truet på netop den måde. Enten af vildt fremmede, der har fundet ofrenes nøgenbilleder i mere eller mindre lyssky fora og nu vil have flere billeder eller penge for ikke at dele materialet yderligere. Eller af personer, ofrene har stolet på i en onlineflirt eller været kæreste med og derfor har sendt intime billeder eller ladet sig fotografere af i god tro.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


