Baggrunden for vores ambition om at etablere et modtagecenter er, at det nuværende asylsystem er uretfærdigt. Groft sagt belønner systemet flygtninge, der har resurser og økonomi, så de kan sætte foden på europæisk jord, mens systemet svigter det store flertal af verdens flygtninge – over 80 mio. mennesker – som ikke har skyggen af chance for at komme til Europa. De får lov at sejle deres egen sø.
Samtidig har det nuværende asylsystem fatale konsekvenser. Tusindvis af flygtninge og migranter er de senere år druknet i deres bestræbelser på at nå Europa, imens kyniske menneskesmuglere tjener formuer. Derfor skal den incitamentsstruktur ødelægges, som i dag får folk til at sætte sig i gummibåde. Vi ønsker derfor en model, hvor asylsagsbehandlingen og indkvarteringen flyttes ud af Europa.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
