Rigtig mange idrætsforeninger under Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI gik tilbage i medlemstal i coronaens første år. 2020 bød på et samlet fald på næsten 90.000 medlemmer, og pandemien påvirkede i den grad også i 2021. Restriktionerne varede længere og var mere omfattende for idrætten end året før, og derfor kunne man have frygtet, at frafaldet ville fortsætte. Det blev heldigvis ikke tilfældet, for stik imod alle odds viser spritnye medlemstal for DIF og DGI en fremgang på over 12.000 medlemmer i 2021.
Dermed er der godt 2.229.000 medlemmer i foreningerne tilsammen, og den positive udvikling skyldes ikke mindst de mange helt uundværlige frivillige, der hver dag gør en kæmpestor indsats for idrætsfællesskabet. Det er også imponerende, at over 2,2 millioner medlemmer har valgt at bakke op og betale kontingent i en tid med stor usikkerhed om aktiviteterne. Det vidner om, at danskerne er glade for deres idrætsforeninger, og forhåbentligt kommer der mange flere medlemmer til. For trods fremgangen i den seneste opgørelse er der stadig lang vej til tiden før corona, hvor medlemstallet rundede historiske 2,3 millioner i 2019. Det tal vil DIF og DGI knokle for at nå tilbage til sammen med foreningerne.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
