Usynlige meninger og uden bud på samfundsudviklingen«. Sådan beskrev Kaare Nielsen tænketanken Cevea i et indlæg (Pol. 6.4.) og anklagede os for ikke at bedrive reel idéudvikling. Samme dag havde vi en stor kronik i Information, hvor vi sammenlignede de nordiske finansministeriers regnemaskiner og kritiserede Danmark for at indregne usikre dynamiske effekter i statsfinanserne. Som det eneste land i Norden. Den analyse er relevant, fordi regnemaskinerne skævvrider vurderingen af politik. Skattelettelser er billigere, end hvad de her og nu koster, mens prisen for bedre social sikring og mere lighed mangedobles.
Det seneste år har vi offentliggjort 19 samfundskritiske analyser. De har blandt andet handlet om uddannelseshjælpen, der ikke har vist sig at være en særlig stor hjælp til at få de unge i uddannelse. Om den stigende ulighed, hvor stigningen i den disponible indkomst for danskere i chefstillinger har været dobbelt så stor som resten af arbejdsmarkedet. Eller om storbyens skattehul, hvor rige familier skattefrit har kunnet overføre store formuer til nære slægtninge og dermed undgå bo- og gaveafgift ved at handle ejendomme inden for familien.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
