Hvornår har du sidst talt med dit barn om, hvorfor planter har brug for vand og sol? Hvorfor pasta bliver blødt og bøjeligt, når man koger det? Eller hvorfor nogle mennesker har blå øjne og andre brune? Den nære naturvidenskab er alle steder omkring os, og evnen til at koble naturfagene til éns eget liv er afgørende for, hvilket forhold børn får til naturvidenskaben bredt set senere i livet.
Desværre oplever alt for mange børn, at naturvidenskaben er lukket land for dem, og forskningen viser entydigt, at alt for mange mister interessen for naturfagene op gennem folkeskolen. For nogle børn handler den faldende interesse slet og ret om en manglende berøringsflade med natur og naturfaglige emner og interesser i familien og fritiden. For andre kan det handle om køn, etnicitet, sociale normer m.v.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

