For et par uger siden indgik regeringen og støttepartierne en aftale om et nyt kontanthjælpssystem, som beskæftigelsesministeren kaldte ’Børnenes Kontanthjælpsreform’. Det, han dermed henviste til, var bl.a., at aftalen viderefører ’det midlertidige børnetilskud’ og indfører et fritidstillæg, som skal sikre, at alle børn skal kunne ’gå til fodbold og komme med til børnefødselsdage’.
Det lyder umiddelbart sympatisk, at der omsider gøres op med de afsavn hos børn af forældre på de nedsatte kontanthjælpsydelser, som er blevet remset op gang på gang, når debatten har handlet om børnefattigdom. Nu skal disse børn også kunne holde børnefødselsdag, dyrke fritidsaktiviteter, gå en tur i biffen og klare egenbetalingen til skituren med skolen. Hvis de altså ikke er fyldt 15 år. For det gælder kun for de 0-14-årige børn. Og det er ikke den eneste betingelse, fritidstillægget er underlagt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

