Jeg finder mig selv omgivet af skrig, skrål, hyl og gråd. Jeg er enlig voksen, på hvad der sikkert engang var en god og indbydende legeplads, men som nu er støvet, grå og ekstremt nedslidt. Omkring mig tager den ene konflikt den anden. Hylene går fra det ene barn og videre til det andet. Der er lige nu 41 børn på legepladsen, som er indrettet som et stort kantet U med en daginstitution placeret i midten, der gør, at man kun kan orientere sig på maksimum to langsider ad gangen.
To børn er gået med min kollega ind, da deres bleer skulle skiftes, og muligvis skulle tøjet det samme. En tredje dreng sover til middag, og ham skal der naturligvis også tjekkes til. Derfor er de 41 børn og jeg alene på legepladsen den næste tid. Klokken er omkring 12:45, og alle mine kollegaer er enten til pause, møder, laver udviklingsbeskrivelser eller er syge.
