Med det nært forestående folketingsvalg er det ikke sparsomt med løfter fra diverse partier, der alle lovpriser Danmark og det fede(re) liv, vi kan skabe. Mere frihed, flere penge mellem hænderne og store visioner for landets nære og fjerne fremtid. Jeg derimod savner partier, der tør gå den modsatte vej og gå imod frihedsidealet. Et parti med et program, der udfordrer vores tilgang til den personlige frihed og ser en indskrænkning af den som en mulighed for at skabe vores fælles fremtid.
Man kunne jo starte med at gøre det mere besværligt at være dansker og lukke supermarkederne om søndagen. Det må være på sin plads, at vi ikke skal kunne få friske råvarer alle døgnets vågne timer fra åbne kølediske. Stoppede vi op et øjeblik og virkelig tyggede på, at vi tager den mulighed for givet, ville vi hurtigt indse, at det er fuldstændig vanvittigt. Vi har mistet forbindelsen med store dele af vores hverdag.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


