Energiselskabet Andel, tidligere SEAS-NVE, har iværksat en kampagne for at få en større lokal forståelse for opstilling af vindmøller. Og det er jo et ædelt formål i en tid, hvor der ganske rigtigt skal sættes turbo på den grønne omstilling og ikke mindst på udbygning af vindmøllekapaciteten. Men baggrunden for kampagnen er måske ikke helt så ædel, som den lyder.
Andel henviser til, at inden for de sidste to år er 14 ud af 17 kommunale planer om vindmølleparker blevet stoppet på grund af lokal modstand. Og de tolker dette som et udtryk for, at »de fleste danskere gerne vil den grønne omstilling. Bare ikke når der kommer et projekt i egen baghave«. På den måde forsøger de at nedtone og til dels latterliggøre de lokale protester. Men det kunne jo også være, at energiselskaberne ikke har været gode nok til netop at tage lokale hensyn i deres projektformulering for slet ikke at tale om at inddrage de borgere, der bliver berørt af vindmøllerne, før de har udformet projekterne. Og at det er dét, der er grunden til, at vindmølleparkerne ikke er blevet godkendt. Ikke at borgerne stiller urimelige krav!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


