Landbruget er hurtigt blevet et bærende tema i denne valgkamp. Og med god grund, for landbruget er Danmarks helt store klimaproblem. Dog er det svært ikke at bemærke, at debatten om landbruget ofte flyder over med misvisende oplysninger og tal. Og følger man sporene fra de vildledende argumenter, finder man, at meget af misinformationen stammer fra landbrugets egne lobbyorganisationer såsom Landbrug & Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug.
Lad os starte med misinformationen om, at Danmark har et af de mest klimaeffektive landbrug i verden. I en artikel fra september 2022 skriver Bæredygtigt Landbrug direkte til Mette Frederiksen: »Du er faktisk regeringsleder i et land, der gang på gang bliver rost for at have et af verdens mest miljø- og klimavenlige landbrug«. Samme argument gentages nu af samtlige partiledere i blå blok alle steder fra på de lokale vælgermøder til nationalt tv. Men kun få dage inde i valgkampen kunne Kraka og Deloitte konkludere, at der ikke er videnskabeligt belæg for den danske klimaeffektivitet. Landbruget i både Litauen, Slovakiet og Slovenien er mere klimaeffektivt end det danske. Hvis importen af foder tages med, rangeres Danmark endnu lavere med vores kødproduktion. Desuden vil kødproduktion altid være langt mere klimaskadeligt end vegetabilsk produktion. Det er dermed lodret forkert, når landbrugslobbyen vedholdende påstår, at Danmark er et grønt landbrugsland.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


