Kort før nytår foregik en nærmest historisk Twitter-udveksling: Andrew Tate, en mildt sagt kontroversiel mandeguru fra højrefløjen, forsøgte at lægge retorisk arm med teenagepigen Greta Thunberg. Det skulle han dog komme til at fortryde, for ikke nok med, at han blev godt og grundigt ’owned’, som vi unge har for vane at sige; han kom i en video til at afsløre sin lokation for det rumænske politi, der hurtigt fik ham og hans bror arresteret under mistanke om voldtægt og menneskesmugling. Alt i alt en rigtig træls måde at gå ind i det nye år på.
Med Tate i fængsel lød der jubelbrøl over hen ved hele verdens politiske venstrefløj: En klam, misogyn machomand var fortjent sat bag tremmer og skulle snart møde konsekvenserne af sine handlinger – og resten af os ville nu slippe for ham. Men Andrew Tates tanker er allestedsnærværende i vores tid. Der er nogle, der påstår, at Andrew Tate er et resultat af tidens wokeisme – en slags modreaktion. Andre mener, at han er sexismens sidste krampetrækning i en tid med maskulinitet i forandring. Jeg ved ikke, hvilket af de to bud der er rigtigt, jeg ved blot, at hans ideer lever i bedste velgående, og at de er farlige, ikke blot for kvinder, som mange har skrevet om, men også for os mænd.
