En voksende skare af kritikere har peget på topstyring og de strategiske forskningsmidler som ødelæggende for forskningsfriheden, der er et grundlæggende værn for et videnssamfund baseret på demokratiske idealer. Men hvad der er væsentlig mindre synligt og mindst lige så skadeligt, er de dramatiske forandringer af forskningsmiljøerne. I dag er over halvdelen af forskerne ansat i midlertidige stillinger som ph.d., postdoc, adjunkt eller endda lektor, mens den svindende stab af fastansatte desperat søger at værne sig mod overflødiggørelse i en intensiveret kamp om økonomisk overlevelse. Det er i denne heksekedel af permanent krisetilstand, intriger og øget ulighed forskere imellem, at Danmarks ‘Viden i Verdensklasse’ skal produceres.
Løsansættelser som vikar- og kontraktarbejder er et problem i mange af landets brancher, hvor det resulterer i dårligere arbejdsvilkår og ringere service. Det er veldokumenteret, at stress og usikkerhed i ansættelsen har en negativ afsmittende effekt på både motivation og produktivitet. Men for forskningsarbejdet er der også dybereliggende årsager til, at den manglende jobsikkerhed undergraver betingelserne for at levere kvalitet i arbejdet. Den første grund er, at forskningsarbejde er baseret på en langvarig specialisering – en tidslighed, der gør sig gældende i forskningsverdenen på flere forskellige måde. I første omgang, fordi det tager tid at tilegne sig den relevante viden som forskning forudsætter. Først kræver det en længerevarende uddannelse, hvor den enkelte tilegner sig en kandidat- og siden en ph.d.-grad, der tilsammen tager mindst otte år at gennemføre. Begge er nødvendige grundsten i den enkeltes mulighed for overhovedet at få adgang til forskningsverdenen. Men de fungerer også som byggeklodser i den videre proces, der ligger bag opbygningen af et unikt og selvstændigt vidensfelt, som den enkelte forsker forventes at besidde, for netop at kunne bidrage med viden af den særlige karakter, der karakteriserer specialisering og ekspertviden.
