I Danmark må mænds sæd være nedfrosset, lige så længe mændene ønsker det, mens kvinder kun må have deres æg nedfrosset i fem år. Kun hvis kvinden eller hendes partner lider af en alvorlig sygdom, kan den ansvarlige læge beslutte at forlænge nedfrysningstiden. Hvis f.eks. en jordemoder hjælper en kvinde med at nedfryse hendes æg i mere end fem år, er der en strafferamme på fire måneders fængsel. Fire måneders fængsel for at give en kvinde nogle muligheder (som mænd har haft i årtier) for få et barn lyder som en straf, der er ude af proportioner.
Liberal Alliances ligestillingsordfører, Sólbjørg Jakobsen, er på vej med et forslag om at ændre loven, således at kvinders æg ikke per automatik bliver destrueret efter fem år. I stedet kan kvinder, hvis de ønsker det, få nedfrosset deres æg, til de fylder 46 år, hvilket er aldersgrænsen for at få adgang til assisteret reproduktion.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

