Min kone og jeg bor på en ejendom lidt nord for Nørresundby. Ejendommen er på 11 tønder land, og vi har ejet grunden i 28 år. Hidtil er det blevet kaldt et nedlagt landbrug med tilhørende lave ejendomsskatter, men det er slut nu, for Vurderingsstyrelsen, som hører under Skatteministeriet, har meddelt os, at med tilbagevirkende kraft fra 2021 regnes vi fremover som ejere af en ejerbolig (parcelhus) med tilhørende have på 5.1000 kvadratmeter. Man advarer os om, at ejendomsskatterne derved vil stige. De kan endnu ikke sige hvor meget, men hvis man kigger på deres vurderingsportal, er der tale om en meget væsentlig stigning i skatteudgifter. Så langt så godt (læs skidt)!
Min kone og jeg har en pæn pension, og vi klarer os fornuftigt samtidig med, at vi nyder den smukke natur, som vi lever midt i. Ejendommen drives meget ekstensivt og er i det store og hele udlagt som vild natur med skov og eng og sø. Vi betragter den som en naturoase omgivet af traditionel landbrugsørken på alle sider.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
