I Danmark er der årligt omkring 250-300 børn, der kommer til verden dødfødte, eller som dør kort efter fødslen. Alle kan forestille sig, hvor ubærligt et tab det er, og hvert enkelt tab er en tragedie. Der kan være mange årsager til, at børnene dør: misdannelser eller sygdom hos barnet eller den gravide, for tidlig fødsel, komplikationer, der opstår undervejs i graviditeten eller fødslen, behandlingsfejl eller -mangler. Nogle gange er årsagen uforklarlig. Alt sammen meningsløst, uretfærdigt og forfærdeligt for de familier, der rammes.
Men babyer dør også som følge af ekstrem travlhed på fødegangene. Travlhed, som betyder, at der gennemsnitligt hver tredje dag, året rundt, ikke er jordemødre nok på arbejde til det antal fødende, der kommer ind. Travlhed, der gør, at fødende holdes hen af fødemodtagelsen og ender med utilsigtet at føde hjemme på stuegulvet, i ambulancen, i hospitalets parkeringskælder eller få minutter, efter de lander på fødestuen. Travlhed, der gør, at sundhedspersonale laver fejl eller forhindres i at udføre deres arbejde på forsvarlig vis, hvilket kan få fatale konsekvenser.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.


