De seneste otte måneder har vi set, hvad der sker, når der ikke sidder socialister med, hvor beslutningerne bliver taget, og rammerne for regeringens politik bliver lagt. Vi har set, hvordan en enerådig regering greb ind i overenskomsterne og tvang lønmodtagerne til at opgive en forårsfridag med familien. Vi har set, hvordan regeringen hen over sommeren varmede op til at indføre brugerbetaling i vores ældrepleje – et grundlæggende opgør med selve kernen i vores universelle velfærdssamfund. Og vi har ikke mindst set en regering, der – mens verden i bogstavligste forstand brænder – fuldstændig svigter, når det gælder klimaet og den grønne omstilling.
Mens regeringen erklærer, at fælleskassen bugner med penge, er virkeligheden ude i landet en helt anden. Lokale skoler må dreje nøglen om, ventelisterne på sygehusene er lange, og den lokale busrute lukker. Hvis du har en pårørende med et handikap eller selv har brug for pleje, bliver udsigterne til hjælp længere og mere slidsomme.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
