Den voldsomme situation i Gaza har fyldt meget i mediebilledet disse uger, men også i landets skoleklasser. De seneste uger har jeg set familiemedlemmer og venner sende deres børn afsted mod skolen med ordene: »Husk, at du ikke må snakke om Palæstina, vi får problemer«. Forældre, jeg kender, lader kun deres børn bære Palæstina-merchandise og den palæstinensiske ’kufiya’ (et tørklæde), uden for skoletid. De frygter, at deres børn vil blive udstillet og stigmatiseret af deres lærere på skolen. Jeg har talt med flere børn, som siger, at de ikke tør tale om Palæstina i klasseværelset. Det undrer mig. I Danmark har vi ytringsfrihed, og især når emnet handler om ens egen baggrund, bør man ikke skjule sin identitet, uanset hvor man befinder sig.
Når vi taler om og analyserer Israel og Palæstina, kan det være et meget følsomt emne. Mediedækningen hjælper ikke altid til en nuanceret fremstilling af situationen i Gaza, og det påvirker samtalen i klasseværelserne. Palæstinensiske og andre børn med minoritetsbaggrund hører nyheder derhjemme på deres tyrkiske, pakistanske, bosniske, irakiske tv-kanaler osv., men kan have svært ved at redegøre for det, de har hørt og set og få det til at hænge sammen med den dækning, de ser i vestlige medier.
