Når et nyt hold socialrådgivere udklækkes til januar, bliver mange af dem kastet ud i et både spændende og krævende job. De skal varetage opgaver, som er helt afgørende for velfærdssamfundet, og som vi i Danmark tillægger stor værdi: at hjælpe udsatte børn, voksne ramt af sygdom, psykiske og sociale udfordringer, støtte mennesker på vejen tilbage til arbejdsmarkedet og meget andet.
Desværre skal socialrådgiveruddannelsen i hele landet spare. I Aarhus betyder det for eksempel en nedskæring på fire millioner kroner, og det vil gå hårdt ud over de nye studerende, underviserne og uddannelsens kvalitet. I forvejen modtager vores uddannelse færre penge end andre professionsuddannelser, og vi er meget bekymrede over udsigten til færre undervisningstimer, større hold og dårligere mulighed for at få individuelle tilbagemeldinger. Allerede nu oplever mange undervisere, at de mangler tid til at forberede undervisningen.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
