På den moderne arbejdsplads har man for længst indset, at en work/life-balance er vigtig ikke bare for den enkelte medarbejders trivsel og arbejdsglæde, men også for virksomheden som helhed. Jeg ville sådan ønske, at dén tankegang også gjorde sig gældende på gymnasiet. I stedet bliver de unge presset til at arbejde langt mere end den gennemsnitlige voksen, hvilket ikke bare er urimeligt, men også fuldstændig unødvendigt. Formålet med gymnasiet er dannelse og uddannelse, så hvorfor får eleverne ikke tid og rum til at lære, fordybe sig og være nysgerrige?
Da jeg selv gik på gymnasiet, bestod mit skema af 4 modulers undervisning fra kl. 08.10 til 15.25 de fleste dage. Jeg var heldig at bo relativt tæt på mit gymnasium og skulle derfor ikke bruge særligt lang tid på transport (men jeg kender flere, der brugte op mod 1 1/2 time hver vej). Når jeg kom hjem, ventede der mindst 20-30 minutters lektier pr. fag. Nå ja, og så ugens afleveringer. For mit vedkommende kunne det f.eks. være en aflevering i hhv. dansk, engelsk og matematik, med ca. 5 elevtimer afsat til hver. Og vupti, så gik der en arbejdsuge på omkring 50 timer (!).
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



