Forestil jer en verden, hvor vi debatterer, at vores hunde, katte, heste og får ikke længere kan føde deres afkom. Forestil dig, at de som regel kun får én unge ad gangen. En unge, som er særdeles velkommen, værdsat, ventet og ønsket. Dyrlægerne står klar til at assistere ved fødslen. Fødselshjælpen er gratis, og dyrehospitalerne vokser. Der kommer fødegange. Længere gange. Flere lokaler. Mennesker valfarter til fødegangene med deres kære, når det lille nye liv skal møde verden. Hunden Bodil, Katten Kirsten, Hesten Birgitte og Fåret Merete kommer i en lind strøm. Nat og dag. Der opfindes nye tiltag. Alle sammen i den bedste mening, for at sikre, at det lille væsen kommer sikkert til verden. Der holdes kurser, og der laves procedurer, så alle er enige om, hvordan det skal gøres. Menneskene er glade. Hvor er det flot. Birgitte og Kirsten klappes på hovedet under fødslen. Beroliges og trøstes.
Det går bare ikke særlig godt. Det er ikke til at forstå. Hvorfor kan de ikke finde ud af at føde? Fødslerne går i stå, og der skal nye tiltag til. Medicin og apparater, der kan monitorere. Der indrettes lokaler med nye sofaer fra Ikea. Det ligner en rigtig stue, hvor man kan vente, mens veerne tager til. Det er da hyggeligt.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
